3 kraftfulde spørgsmål i forbindelse med det nye år
2010 banker på døren og udgangen af dette år giver rum for refleksion. Mange af os bruger disse dage på at gøre status og sætte nye visioner og mål for det kommende år. Jeg tænker selv en del over følgende; hvad som lykkedes, hvad jeg vil gøre anderledes og hvad jeg har lært i forhold til det forgangne år.
”Det mest betydningsfulde må aldrig prisgives det mindst betydningsfulde” (Johann Goethe).
Her er mit bud på 3 kraftfulde nytårsspørgsmål, der kan være med til at sikre vi kommer tættere på ”det mest betydningsfulde”:
1) Hvad skal jeg stoppe med at gøre?
For mange af os er noget af det sværeste at sige nej. Vi brænder for det vi laver og nye muligheder giver ny energi. Det kan være smertefuldt at sige nej, men netop dét at sige nej og lade noget dø, kan give liv til noget nyt og måske mere betydningsfuldt. Hvad er det, som du skal stoppe med at gøre i 2010?
2) Hvad skal jeg starte med at gøre?
Hvad er de ting som du kunne gøre, som hvis du gjorde, ville skabe stor værdi? Er det noget nyt som du skal starte med at gøre i 2010?
3) Hvad er mine styrker og hvad kan jeg bringe dem endnu mere i spil?
Undersøgelser viser, at kun ca. en ud af fem har mulighed for at bringe deres styrker i spil ”det meste af tiden”. Kender du dine egne styrker og hvor tit bringer du dine styrker i spil på dit arbejde. Du kan læse mere her.
Rigtig godt nytår!




